Historie

Vacuum ?

En hilsen fra Den Yngste og De Andre på Højgaard ved juletid 2007

Jeg hedder Xenodóka – men gør det noget? Hannemors gravhundehjem var nået til bogstav X – ja jeg er jo født der sammen med alle mine søskende - og Ulveforældrene på Højgaard syntes at jeg godt kunne ligne en lille græsk stewardesse, så derfor blev det sådan. De siger at det er let at huske mit navn når man først har lært det. Xe-no-dó-ka. Det må De gøre noget ved, kære læser. De kunne jo beslutte at blive modtaget af mig, Den Lille Værtinde. På Højgaard i sæsonen. Menelaos, min Adoptivfader, vil nok gø. (Ham kender De måske, især for hans stavning, som dog er blevet bedre, hvad ved jeg om det? Se selv nedenfor.)

Her den anden juledag har jeg boet hos dem i 100 dage, men det er for intet at regne, siger Menelaos. Han har boet her 12 gange så længe, regner han ud – det virker lidt overvældende når han regner, ligesom når han staver og alt det andet han har for, han er så gevaldig. Jeg ved ikke helt hvorfor han bor her (bortset fra at jeg jo havde manglet en adoptivfader og vejleder hvis ikke), men jeg bor her helt sikkert for at udfylde et tomrum.

Ved De hvad et tomrum er? Nej, det er i hvert fald ikke Østrum, hvor Ulvemor har alting stående og liggende, og heller ikke Vestrum, som er Ulvefars ulvehule – for de rum er jo helt fulde, og jeg må ikke komme derind fordi jeg bider i alting og ledningerne på grund af tænder – men det var altså ikke mig der rev printeren på gulvet, det var helt sikkert Grimlingene. Det nytter ikke at spørge Ulfa om Tomrum, for han begynder straks at tale latin og diskutere an datur vacuum og blive helt middelalderlig selvom han ikke er så gammel, men bare ældre og umoderne. Ulvemor og Hannemor tænkte vistnok at jeg skulle udfylde tomrummet efter en der hed Natasja, og så alligevel ikke, for det rum kan ikke udfyldes. Sådan går det med os alle sammen, siger Ulmo, men ikke ret højt for at vi ikke skal blive kede af at vi alligevel ikke kan udfylde alle tomrummene. Vi skal bare fylde vores eget rum, mener hun, og det kan jeg sagtens, mit er kun et lille rum – dog er jeg ikke dværg.

De siger at det er min gode arv og opgave at skrive lidt om livet på Højgaard. Jeg synes nu godt at de kunne lade M forsøge sig, han kan vel ikke være helt umulig til at lære at stave. Måske kan jeg finde noget han har skrevet, der ligger så meget rundt omkring som er skrevet i Gamle Dage. Ulfa taler om Karsten Belg og siger at jeg bare kan skrive af efter ham, men hvem var Karsten Belg? Det var i hvert fald ikke ham der skrev sidste år, for det har jeg set og sunget med på: RobertHvalp var en meget gammel skriver, som de kaldte Hvalp længe efter at han var lejrskolemoden. Mon de vil blive ved med at kalde mig Xenodukkebarn når jeg bliver 18? – Ulfa siger også at jeg godt må efterligne RH’s stil, den kunne han så godt li’, kunne Ulvefader. Jeg kan nu ikke skrive så meget om Gamle Dage som RH skrev, men det var der også nogle der blev trætte af, har jeg hørt.

Når vi vågner om morgenen på Højgaard og har gjort og ladt i haven mens Ulfa fodrer kattene Pauline og Elektra, sidder vi på skødet eller ved brændeovnen, de Voxne kalder det Morgenanbragt og drikker te. Det er så afgjort dagens bedste time, selvom Kroturen i skoven jo også er den bedste time. På Kroturen skal vi også gøre og lade for at den skal give mening, men det er nu især færten det drejer sig om. Vi må dog aldrig forfølge færten undtagen når vi har sportræning og lugter blod. Det gælder om at lugte godt og være bedre end hinanden og ende som champion, brugschampion. På spor, ligesom Natasja Den Savnede. Vi træner meget og i al slags vejr – jeg undrer mig over hvor Ulmo får al slags vejr fra i det tempo, det kan aldrig vente til i morgen. Jeg er bedre på spor end Menelaos i øjeblikket, og jeg ville egentlig gerne assistere ham – måske skulle vi foreslå Dommer Henny at vi går til gruppeexamen engang næste år.

Efter Kroturen får vi vores morgenmad, i spiseterningen eller som håndmad, jeg kan bedst lide håndmad, altså når Ulmo giver med hånden. Ulfa du’r ikke til håndmad, hans hænder er altid skæve og nyopererede og i stift bind. Måske bliver han følsom igen hen på foråret, det bør vi alle glæde os til, siger Ulmo. Om formiddagen hviler Menelaos sig eller hjælper mig med at jage fugle og indbildske katte. Ulfa siger at M som sædvanligt tager fejl: de er ikke indbildske, men indbildte, fordi de slet ikke er i Haven, men i Laden. Det er faktisk meget heldigt at de er indbildte, for så var det ikke mig der fik skylden for Paulines ribben og at hendes mavesår skulle sys sammen. Eller for Elektras armhulesår. Faktisk var der ikke nogen der fik skylden.

Såsnart jeg var gammel nok, blev jeg udstillet i hele Vestsjælland og fik en forkortelse som den bedste i hvalpeklassen, SL. Det skal betyde ”særdeles lovende”, selvom jeg ikke har lovet nogen noget, og heller ikke har meget at gi’ væk af, så lille som jeg er. Nu træner vi JA og NEJ og SIT og RUL. Det lærer man vist ikke i Den Danske Folkeskole, siger Ulfa, men jeg går også i Privatskole hos Bella og lærer at køre med S-tog og mobbe de store hunde.

Nu fandt jeg lige et papir som Menelaos har skrevet før min tid (som begynder syvende i syvende nulsyv, hvis De skulle få lyst til at vise opmærksomhed til sommer). Papiret handler om nogle ture til svenske udstillinger – han var nødt til at udstilles på svensk, hører jeg, fordi han er for stor til danske dommere, de har altfor små briller, har danske dommere, og kan ikke overskue en stor gravhund i eet blik. Jeg kan helt sikkert udstilles på dansk, jeg er meget lille af vækst – men altså ikke dværg, siger Dommer Henny. Her kommer papiret:

>> I får såmmeren kørte Ulmo og jaj tre ture til Sverige for å hente CERT. Tre CERTer sku vi helst ha mæd jem, men det mble nu kon til to – de svenske ndommere vilde ikke ud med flere CERTer til mai. De trode nok at ja vilde spise dem, CERTerne altså, for hvorfor lae de ellers så maien vækt på at ja er for stor - som om ja ku riskere å blive ænnu støre af det tredje CERT?

Det var ællers noen goe mbilture til Sverige, og vi sov i stuga og hykkede os sammen, det gør vi aldri derjæmme åmnatten, ontagen når Ulfa er på rejse, som frksæmpel da han besøkte de tyvagtige muslimer i Paris og snakkede til dem på sit sjarmerende franske og igge mistede nået eller mble foppet. Eller når han er i Aarhus og hos familjen eller skakspelleren i Æbletoft.

Nå, men det var de svenskere vi kåm fra, og noen syntes ja er smok og har et ädelt huved og gav mig BIR (som heller igge kan spises, jaj vil værfald igge æde det, ja spiser nødi nået ja igge plajer å få), mens en anden ndommer mble stødt over min flotte snude, som han nderfor kaldte kran, der heller ikke er årnli svensk. Den spændendeste køretur var da Ulmo kørte hele vejen jæm fra Sala uden å skifte giir – fordet kåblingen var istøkker – men det var da ikke værre end at jaj stod åp hele vejen ud og jæm, 800 kilo metre vær vaj. Det sku jaj snarest ha en medanje for, men ja blir bare ved mæ å stå åp på den slaks ture, så kommer De plomet nok før eller siden.

Vhes De ondre Dem over at ja ka stå åp så længe, må De vide at jaj bla. m.a., osse er vinterbader hele året og gerne håbber i et vanhol på vores mårentur. Det er så gåt for kresløbet, sier Ulmo – men ja vil nu igge i kresløb igen fåreløbi; ka De huske da ja løb væk i skoven og til Den Lille Pige mæ levverpostejmaden? Og kon kåm hjæm ve et tilfælle og efter trejåtradve timer.

Hva lavede De den søttende september? Nå, men hør så her: jaj fik en adoptivdatter, vi var nemli kørt til Store Bøgeskov for å gå en tur, og så lae vi vejen forbi Hannemors Hvalpejem. Jaj sku blie i bilen, og så sku ja plusli laje på en plæne med en lille hvalp som ikke var ret bange og ret fræk. Hende tog vi med jæm, og så var jeg adoptivfar til en adoptivdatter, som osse har et græsk navn, Xenodoka. Det er da ikke fordi jaj ikke ved hvordan man får hvalpe, det lærte min adoptivmor Natasja mai da, selvom hun ingen sku ha og heller ikke fik, men adoptivbørn får man alså på plænen ved Hannemors Hvalpehjæm. Ja håber nu at vi ikke skal derop igen så snart, det er rædsomt besværlit å få børn på den måde, som er så frække lie fra begønnelsen. Men ja ka nu majet gåt li besværet herjemme, hon er drønkær – og har mange ting man ka hogge fra hende. <<

Der kan De selv se, kære læser, hvordan han fortæller, lad os bare sige: lidt rørende. Ulfa vil oprette en forfatterskole, truer han, især for ruhårede gravhunde fra pæne hjem, så de kan lære at stave og skrive pænt om hjemmene. Det tror jeg nu ikke han får megen nytte af, for nogle af os kan det der med at tale langsomt og tydeligt og skrive korrekt lige fra starten begyndelsen, og M får det nok aldrig lært fordi han er så voldsom og utålmodig med vokalerne. Ja, og konsonanterne især – hvis han ikke passer på, har han ”m” i forlyd, alle de snøvle-nasaler er da værre end at læspe og hareskår. Ulmo siger at på grund af de nasaler skulle han have heddet Mbjørn.

Her i december, i min trettende uge i huset, lagde de tæpper på køkkengulvet igen, i anledning af julen siger de, men så forstår jeg ikke hvorfor de tog dem af i september og ikke lagde dem på da jeg kom, det var da også en fest. Ulfa taler om renlighed og at de var sendt til vask – men nu er de her i hvert fald og kan bruges til tænder og rulning. Jeg har også fået en ny liggeplads ved brændeovnen, tre gamle faxeølkasser med tæpper på. Ulfa kalder det en plinth med th for at det skal ligne vores græske navne, og Ulmo siger at så er det jo Møens Plint, og jeg er mø. De to kan vist godt li’ at finde på navne til os alle sammen og inventaret – så må jeg jo se at finde ud af hvordan man er mø. Ulmo siger at det skal man kunne, det har hun selv kunnet, men jeg vil nu spørge Bella når jeg ser hende igen.

Jeg skal hilse fra alle (Ulmo, Ulfa, Meneláos, Elektra, Pauline – jeg har ganske vist ikke spurgt kattene om jeg må hilse, men siden det nu er jul)

Xenodóka