Jagthistorie

En gravhund er meget populær til at gå i rævegraven, men udmærker sig også som sporhund og på drevjagt. Jeg vil her fortælle lidt om deres arbejdsområde, samt min egen erfaring.

 

Den 16. august 2007 Bukkejagt i Sverige Som vi plejer drog Søren og jeg til Orrefors i Sverige hvor vi skulle på bukkejagt, vi har nu været med i dette konsortium i 15 år og det er med stor glæde vi deltager i jagten på de 8700 tdr. land. Gitte min frelsende engel har været så sød at passe mine hunde medens vi har været af sted og de har haft det godt og er passet og plejet efter alle kunstens regler, så det er en fornøjelse at være af sted med god samvittighed at hundene har det godt. Brunsten var på det sidste så det blev ikke til den store aktivitet hos bukkene og der blev da også kun de første 4 dage skudt 7 bukke, men 2 af bukkene var stærke bukke der er op i medaljerækken. Bibiana vores tro følgesvend var igen i år med som sweiss hund og 3 aften var der brug for hendes ekspertise, en af jægerne ringede kl. 21 hvor det var sort overalt, natten havde meldt sin ankomst, at han havde skudt til en buk, han var sikker på at den skulle ligge der da han havde hørt den falde et stykke derfra, men pga. mørke kunne han ikke finde sweiss og han ville jo frygtelig gerne have vished om bukken samme aften, så vi kørte ud til ham for at forsøge at finde bukken i mørket. Bibiana med elgkalv Den sikre saat Elgen ligger der Der skal trækkes elg ud Elgen skal brækkes Heldigvis var det en erfaren jæger der nøjagtig vidste hvor han havde skudt og så hvilken vej bukken var gået, så da Bibiana blev sat på sporet, tog det hende ganske få minutter af at finde hans fine retur buk, som lå forendt op over en bakketop. Næste eftersøgning var straks værre, det var næste morgen da en af jægerne ringede at han havde skudt til en buk og havde godt nok set hvilken vej den forsvandt, men her var ben stumper og kød trevler på skudstedet og alt tydede på at den var skudt i knæet og det var ikke rigtig en eftersøgning for en gravhund som ikke kan fange af, men vi satte 8 skytter rundt om stykket for at dække det af hvis den skulle rejse sig og løbe var der stor mulighed for at få den. Bibiana var ikke i tvivl om hvad vej bukken var gået og hun gik og gik og gik ufortrøden på dens spor, for der var ikke sweiss at spore, på et tidspunkt da vi havde gået ca. 1 km, kaldte Søren os tilbage, han mente ikke at vi var på rette spor og at hunden gik på fært af andre dyr, men jeg kender min hund så godt at jeg var stædig og efter endnu et par hundrede meter kommer vi til en stor bred bæk, hunden vil tydeligvis over og vi tænker vores, men bedst som vi står og funderer, ser vi sweiss på nogle at bladene i sivene og jeg kaldte på Søren som kom ned til os, vi var begge så stolte så vi var ved at briste, gamle Bibiana var gået så langt og så flot præcis efter bukken. Nu var gode råd dyre for vi skulle over bækken uden at svømme, så vi fik nedlagt et træ og jeg kom nogenlunde tørskoet over, men også kun nogenlunde for mit ene ben måtte en tur i vandet, Bibiana blev kastet blidt over og grebet af en af de andre og så fortsatte hun sin eftersøgning, enkelte steder markerede hun at her havde bukken ligget for blot at gå videre, og vi fandt igen en lille smule sweiss, men ikke meget, men stadigvæk nok til at vi vidste at hun var på rette færd. Efter små 2- 2.5 km stoppede vi vores eftersøgning da vi var klar over at bukken ikke var så hårdt såret at den ikke kunne komme frem, for vi havde gået over 3 bække og var nu på vej ud i et mere farligt moseområde som ikke egnede sig til gravhunden og var farligt for os selv, så til sidst tog vi Bibiana af (til hendes store utilfredshed) og gik tilbage til bilerne, et flot, flot stykke arbejde som Søren og jeg er så utrolig stolte over og de øvrige jægere vil tale længe om, det var helt fænomenalt at denne lille og gamle hund på 11½ år.   Sverige Orrefors Bukkejagt august 2006 Hanne med Jagt kammerat- endt eftersøgning   Den 15. august tog jeg til Sverige, nærmere bestemt på vores jagt på 8500 tdl. i Orrefors, det er 13 år jeg kommer der og Sørens 14 år, Søren var taget af sted mandag for at finde gode pladser til os på premieredagen den 16. august, med os havde han Bibiana, som igen i år stod for evt. eftersøgning af vildt der ikke lå på stedet og Pinjo tog jeg med mig dagen efter. Vi var ca. 20 jægere, nogle gamle kendinge, men også nogle nye medlemmer og et par gæster, forventningerne var store og folk havde været ude i deres områder for at se efter gode steder at sidde, samt kikke efter bukke, skrab eller fejninger og der blev meldt om at der var set flere bukke og at brunsten stadig var i gang. Det blev ikke så sent inden folk gik til køjs, for vækkeuret ringede kl. 4 næste morgen og de mange næste morgener med, Søren og jeg kørte ud hvor vi skulle være og hvor vores stiger var sat op, men vinden var dårlig for os begge to og gik ind over de lysninger vi sad på, det var en morgen hvor solen fik magt da den steg op og efter kun at have set fugle der fløj fra træ til træ, skimtede jeg et stykke ude på lysningen en buk, ikke en stor buk, men en jeg gerne ville skyde og jeg lagde forsigtigt riflen op og fik fast anlæg og væk var bukken, på under 1 minut havde han været fremme og væk igen, jeg så ikke mere til ham den eller den følgende dag. Der var blevet skudt pænt med bukke den første morgen og så var det ellers hjem og få noget mad og et par timer på øjet, de følgende dage var vejret ikke særlig meget med os, der var vind der roterede rundt og ellers regnede det.   Et par dage inde i bukkejagten var jeg godt træt af ikke at se dyr, men så fik jeg elg at se op til flere gange, men bukkene blev uden for min øjenvidde, Søren skød fredag en buk med 3 stænger og igen lørdag skød han en fin seksender, alt i alt blev der skudt 21 bukke, nogle skød ikke, andre en enkelt eller to og en var heldig at få hele 4 bukke. Bibiana var på to eftersøgninger på turen, den første var en buk der var blevet skudt og skytten kunne kun finde lidt hår samt 3 mikroskopiske kød trevler, så han var ikke helt sikker på om den var ramt eller havde fået et strejfskud, men jeg blev tilkaldt med Bibiana. Det var langt inde på en lysning ca. 800 m hvor skytten var gået ind, så over bakket og ujævnt terræn gik vi og Bibiana ind, renen silede havde silet ned de sidste to timer, så både vi og Bibiana var godt våde da vi nåede frem til det anskudte sted og vi kunne derfra tydeligt se hvor skytten havde stået og kunne også se, at bukken måtte være løbet mod skoven, det var det eneste sted det var muligt ikke, at følge den efter skuddet. Vi fandt hårene og de små kød trevler, men intet blod overhovedet at se på stedet eller tæt omkring, så jeg satte sweiss snoren på Bibiana som straks søgte længere ud på lysningen, dette ville jeg dog ikke have for her hvor hun ville gå var det fint udsyn for skyttens sted hvor han skød, så jeg tog hende tilbage igen, og bad hende søge og så satte hun kursen mod skoven og med næsen nede, så jeg var klar over at hun var på fod af bukken, men spørgsmålet var om den lå der eller var rendt videre, så for en sikkerheds skyld havde skytten sin riffel med.   Eftersøgningen gik ind i skoven igennem tæt og næsten ufremkommelige områder og over en lille bæk, hvorpå Bibiana drejede af og satte kursen mod lysningen igen, da vi var tæt på lysningen og kunne se hvor skytten havde stået, tog jeg hende og gik igen op til det anskudte sted, her slap jeg hende og straks satte hun kurs hen over lysningen, samme vej som hun ville da hun startede sporet, 80-90 m ude på lysningen, stoppede hun og var meget interesseret ved en sten og jeg tænkte, at der måske var noget sweiss der og vi gik ned mod hende, halvvejs ser vi begge, at det er bukke, der ligger der, forendt, den var skudt lavt og havde ikke afgivet blod, men har helt sikkert løbet den tur i skoven som Bibiana viste vej og hun har været på sporet af den ud på lysningen igen, grunden til, at hun ville starte den vej først var, at hun havde allerede lugtet bukken liggende længere nede af lysningen, et pragtstykke af et sweiss arbejde af 10 år gamle Bibiana, Bukken var en rigtig flot og høj buk og skytten var glad og lige så stolt og imponeret af Bibianas sporarbejde. Det er min buk Dagen efter var der igen bud efter os på samme lysning, men ikke så lange inde som sidst, her var bukken skudt og skytten kunne se i kikkerten da den forsvandt efter skuddet at den havde det skidt, men var også temmelig sikker på at den lå inden for 50-70 m efter det anskudte sted, og forundret blev han da den ikke lå der eller et pænt stykke rundt, så han valgte at tilkalde mig igen med Bibiana, her var der sweiss og hår og efter at linen blev sat på Bibiana satte hun straks i et søg, hen over lysningen og ind i nogle meget tætte små birketræer og jeg måtte ned og kravle for at komme frem, efter en kort stund, hvor jeg intet kunne se for træer, blade og buske, blev snoren slap og jeg kunne finde frem til Bibiana ved at følge linen og forenden af linen sad Bibiana med bukken, denne gang en fin spidsbuk og igen et pragtfuldt stykke sweiss arbejde af gamle Bibiana. Endnu en vellykket eftersoegning Søndag drog de sidste jægere hjem, men Søren og jeg blev, da Søren havde set en flot seksender gå i et område og han syntes jeg skulle have lov til at skyde den, så om eftermiddagen gik vi ud og så hvordan vinden var og sad en times tid og nød den smukke natur, vi så en rå der gik fredeligt rundt, hun havde ikke vind af os, men pludselig blev hun urolig og forsvandt ind i skoven. Kødet skal ordnes Om aften kørte vi ud igen og endnu engang bare silede regnen ned og vi påførte os store regnslag og begav os op på bakken hvor vi havde fin udsigt og inden længe fik vi dyr at se, men det var ikke rådyr, men en elg der gik og åd birkeblade på lysningen, vi holdt ud til det mørknede, men ingen rådyr kom ud, så næste morgen sov vi længe og pakkede og begav os hjemad til vores hunde, vi har haft en dejlig uge i Sverige og ekstra dejligt har det været da vi vidste at hundene blev passet og plejet efter alle kunstens regler. Her tales om aftenens bukkejagt

Vi har fået denne sjove historie fra Jacob som har Ravnsagers Uimodståelige Molly, det skal siges at Molly bare vejer 2.7 kilo og er meget lille, men hendes apporterings evner havde hun allerede fra lille hvalp. Mille og Molly Her er en lille historie om Ravnsagers uimodståelige Molly... Vi var en 6-8 gutter der skulle skyde lidt ænder hos min svigerfar. Han har tre mindre vandhuller der ligger ret tæt bagerst i hans ret store have. Haven og gården er omringet af marker og planen var at skytterne skulle stå ude på marken og så skyde på de ænder der ville flyve ud. De var ikke ret gode flyvere og da der var masser af vandhuller på nabo ejendommene ville der nok kun være en chance på de lidt tunge rappere... Min svoger og jeg skulle gå ind igennem grantræerne og med mine to hunde (FT -springeren Mille og Molly) skulle vi prøve at jage ænderne lidt forsigtigt op, da vi jo ikke ville have hele flokken på ca. 50-60 ænder op på en gang. Da alle skytterne var klar slap jeg Mille og Molly ved den mindste sø hvor der var ca. 10 ænder samlet... Mille sprang straks i vandet og ænderne lettede straks og fløj perfekt ud over skytterne. Vi listede over til de to andre søer som lå meget tæt sammen og jeg fik dirigeret Mille ud og sendt ind under de overhængende grene hvor der lå en lille flok ænder. Molly løb for det meste rundt og gøede lidt af ænderne ude i vandet mens Mille arbejdede. Da de fleste ænder var fløjet op i små flokke og der kun var et par stykker som absolut ikke ville flyve, mente Lille Molly at det var på tide hun skulle bidrage med en indsats... Hun trippede forsigtigt ud i vandet ( Man er vel en lille prinsesse...) og svømmede stille og roligt ud efter den fedeste andrik hun kunne se... Anden følte ingen fare, nu Mille var kaldt på land for at apportere og det lille bitte gravhundehoved mindede jo mest om en stor frø... Men da ”frøen” pludselig bed sig fast i rumpen på anden begyndte den dog at flyve hen over vandet med Molly hængende bagi!!!! Han fløj hen mod ”vores” side af bredden og da han kom ca. To meter fra land sprang Mille ud efter ham. Anden reagerede hurtigt ved at dykke ned under Mille og begynde at svømme under vandet imod den modsatte bred... Mille er ikke så gammel så hun har ingen erfaring med dykkende ænder så hun padlede lidt forvirret rundt... Samtidig kunne Svoger og jeg se anden under overfladen svømme STADIG med Molly hængende fast!!! Vi kunne se at hun bare lukkede øjnene og holdt fast... Jeg dirrigerede Mille hen mod det sted jeg mente anden ville komme op, og da han gjorde det var hun hurtig til at snuppe ham. Hun svømmede hjem til mig stadig med Molly hængende og nu også knurrende... Da Mille fik fast jord under sig apporterede hun fint og jeg fik afleveret den levende and med hængende knurrende gravhund!!! Alle morede sig meget over synet og jeg ærgerede mig kun over ikke at have haft et kamera... Da alle flyvevillige ænder var fløjet og svoger og jeg mente det var nok, skulle vi have apporteret... Vi havde store problemer med at finde en anskudt andrik som var smuttet ind i et stort buskads... Efter Mille havde ledt længe og ihærdigt var der pludseligt en af skytterne der råbte efter mig. Han kunne se Molly stå ca. 50 meter væk og slås, ja slås, med anden som prøvede at slå hende væk med vingerne.... Mille havde flere gange trukket ud af busken og over mod den grøft, men jeg havde stoppet hende da jeg var sikker på at anden måtte være inde i busken.... Stol ALTID på din hund!!! Da jeg nåede over til Molly var anden død og Molly var meget tilfreds med sig selv... Efter endt apportering og lidt remisse jagt, skulle vi holde parade på gårdspladsen. Svigerfar havde set fra køkkenvinduet at der havde kommet to ænder spankulerende ind på pladsen. De havde set meget fortørnet ud over at vi havde jaget med dem... Mille der gik frit, fandt hurtigt den ene som gemte sig bag en ladelåge. Den blev apporteret i fin stil og så var vi klar til parade... Troede vi... Mens svoger holdt parade over alle ænderne var der pludseligt et værre rabalder inde fra garagen... Der havde siddet en and inde under en bil og den fandt Molly. Efter en flyvetur rundt på gårdspladsen hvor vi alle bare stod og måbede fik Molly nappet den og holdt den fast indtil Mille fik besked på at hente den... Så var vi vist klar og efter endt parade fik begge hunde lov til at slappe af efter lidt vand og mams... Der var helt stille på vej hjem i bilen... Jeg tror heller aldrig jeg skal høre på dumme kommentarer når jeg bringer lille Molly med på jagt... Hun kan næsten alt hvad de store hunde kan... Og tror selv hun kan ALT!! Jacob Kamman En drevprøve i Gribskov November 2005. Dagen startede ikke for godt, det var mørkt og tåget kl. 6:00 lørdag morgen da jeg kørte mod Gribskov og jeg var ikke kørt langt, før en kat løb lige ind foran min bil, jeg kunne ikke nå at afværge det og jeg hørte bumpet under bilen. Jeg kørte nogle få meter og vendte om for at se om katten var forendt, men den var væk, hverken i vejkanten eller andre steder var den at finde, jeg håber på at den blot har fået et slag og er i god behold. I Gribskov var mødt i alt 8 hunde og efter lodtrækning fik jeg start nr. 1 med Malick og nr. 4 med Aske, jeg var lidt ked af at Aske skulle starte sidst, for jeg ved han driver meget stort. Malick fik ikke gang i drev og kl. ca. 13 startede Aske i et fint søg, han forsøgte at få fært /fod af vildt og der kom et par enkelte glam fra ham, men det var frost og jorden var kold, hvilket gør at det er svært at finde varm fod fra vildtet, med mindre de er lige i nærheden, men han fandt intet. Vi gik lidt videre og så begyndte Aske at søge ud og langt ud, vi kunne kun høre ham gø glimtvis og jeg besluttede sammen med dommeren at kalde ham ind, dvs. forsøge og jeg kaldte, men jeg kunne høre han havde drev langt langt ude og han var uden for hørevidde og synsvidde. Dommeren gik tilbage til bilerne og de andre hundefolk og jeg blev for at få fat på Aske, jeg ved jo fra utallige drevjagter med Aske at han kommer tilbage hvor jeg slap ham, så jeg blev på vejen en times tid og kaldte og kaldte, men intet hændte. I Gribskov kører der tog tit og der er flere baneoverskæringer og som mørket begyndte at komme blev jeg meget urolig og jeg besluttede mig for at hente min bil og køre og lede efter ham, men nu er min stedsans ikke den bedste og jeg kom ned at en vej, som jeg ikke vidste om førte i retning mod bilerne eller hvad, men heldigvis kom der et par ryttere på hest og jeg kunne spørge og de havde set hunden og om det var den rigtige vej jeg gik, de havde ikke set Aske og jeg gik stik modsat af hvad jeg skulle så de viste mig hvordan jeg kom til asfaltvejen som førte til bilerne. Jeg fik imidlertid fat på en af udvalgsmedlemmerne som kom i bil og vi kørte rund i lang tid, men uden at finde Aske, nu var jeg urolig og tænkte på at de andre hundefolk måtte da komme og hjælpe med at lede, det er kutyme på prøver, specielt drevprøver at man hjælper med at få alle hunde med hjem, og det er hvad enten man er gode venner eller ej, så er hundene uden skyld i hvad folk må mene om hinanden, det er levende væsener der skal findes, men men men nej da jeg kom til bilen var alle kørt, velvidende om at der manglede en hund, jeg var mildest talt målløs over den moral der herskede hos de øvrige deltagere af prøven. Jeg fik fat i Søren min mand som var på vej hjem fra Sverige og han lovede at komme og hjælpe mig med at finde Aske og nu var det bare bælgmørkt, jeg kørte rundt i den mørke skov og holdt og kaldte på Aske, men stadig uden resultat, jeg fik ringet til nogen fra udvalget som ringede til togbanen for at høre om de havde påkørt en hund og til politiet, jeg var i tlf. Kontakt til nogle af mine gravhundevenner som satte meget i gang med et sikkerhedsnet for at få Aske med hjem. Da Søren kom kørte vi igen rundt og Søren gik af spor og på stier hvor jeg sidst havde set Aske med lommelygter og kaldte og jeg kaldte, men uden resultat, jeg var nu meget nervøs og tænkte om han lå et eller andet sted eller sad fast i den nu meget frosne skov uden vi kunne komme ham til hjælp og jeg tænkte på de meget meget dårlige hundefolk der blot var taget af sted for at komme hjem i deres varme huse uden tanke for at en hund måske lå et eller andet sted i skoven, jeg forbandede dem lang væk og samtidig havde jeg vel ikke forventet andet og bestemte mig for om alle omstændigheder at skrive denne historie og folk kan jo læse i gravhundebladet hvilke ”flinke og hjælpsomme hundefolk ” og jeg er chokeret over hvor egoistisk folk kan være og totalt ligeglade når det gælder andres hunde. Kl. 21.30 besluttede Søren og jeg os for at køre hjem, vi havde sat kasser rundt omkring til Aske og Søren ville så køre til Gribskov og være der når det blev lyst næste dag og fortsætte sin leden efter Aske. Jeg var kørt ca. 5 min. Da skovfogdens kone ringede til mig og spurgte til Aske og spurgte om han kunne finde på at gå i grav for der var flere gravlinge komplekser, det plejer han ikke at gøre når han driver, så det fortalte jeg hende, det viste sig at være hende jeg tidligere havde talt med som var på hest og hun sagde at hun ville køre ud og kalde på ham når børnene var lagt i seng og jeg takkede mange gange, hun var sød og meget forstående. Jeg var nu kommet små 25 km hjemad da tlf. ringede igen det var hende, hendes mand var kørt ud i skoven og var kommet til den vej hvor vi havde talt sammen og der gik Aske og ventede på sin mor, som jo altid plejede at vente på ham, skovfogeden kaldte på ham og tog ham op i bilen og han var i sikkerhed og i live. Glade blev både Søren og jeg og jeg vendte bilen for at hente ham og det viser sig at jeg jo ikke havde været på den vej og lede som jeg var gået tilbage af og kunne i øvrigt heller ikke finde den igen hvis jeg skulle, men Aske have taget min fod op og var på vej efter mig. Det var en træt Aske og meget ømbenet der mødte mig, men han var glad, han har formentlig drevet længe og derfor hans meget ømme fødder. Han var i huset hos skovfogeden som var meget begejstret for ham og hans milde væsen, han var sammen med 3 tæver, en gravhund og to hønsehunde, hvor gravhunden var i løbetid og han gjorde ikke en eneste mine til at lette ben eller noget, men var sød og venlig og havde helt charmet sig ind hos konen i huset, men også hos deres gravhund som endte med at tage med os til Gyrstinge for at blive parret med Aske. Alle som kender Aske ved at han griner og det er en ting som alle folk elsker ved ham og ja her kan han tænke. Den som ler sidst ler bedst, for han fik da en parring ud af alt dette og de andre hundefolk forhåbentlig en dårlig smag i munden. Søren og jeg var lettede og lykkelige over at Aske var i god behold og da jeg kom hjem, træt og kold, havde vores børn været her og sat æresport op for dagen efter havde vi kobberbryllup og skulle heldigvis ikke i skoven igen og lede og måske finde en død hund. Vi håber at moralen bliver bedre blandt folk der går på prøve end dette her, for ellers bør disse folk blive hjemme fra prøver og diverse, men det er tydeligt at det er folk som ikke er jægere og ved, at efter jagt, ja så hjælper alle hinanden med at få hunde og folk med tilbage og disse folk ville hurtigt blive smidt ud i et jagtselskab. Dog skal der lyde en stor tak til udvalget som var meget behjælpelige, men det er nok sidste gang Aske kommer på prøve i Grib Skov, næste gang bliver det i det Jyske, hvor de har større områder der passer bedre til ham. Elgjagt i Sverige fredag den 29. oktober 2004. Søren og jeg drog af sted til Sverige, trods mange forhindringer, vi skulle på elgjagt og med os havde vi to af vores gravbasser, Aske og Bibiana, begge er veteraner i at drive på vore jagtområde i Sverige som består af 7.500 tdl, og de er meget velkomne da vores jagtkammerater i flere år har nydt deres store arbejde i skoven og hørt deres stemmer gjalde efter elg og råvildt. Fredag aften var der fællesspisning og den kommende dags program blev læst op og nye kort uddelt, vi fik at vide hvilke såter vi skulle drive i og her blev vi nok lidt hede om ørerne for vi skulle starte med at drive i det stykke der næsten havde kostet Aske livet sidste år, men alle var opmærksamme på at hundene skulle samles op når drevet var ved at være slut hvis de kom hen til dem og da vi var 8 der skulle drive ville vi starte i den anden ende med hundene end der hvor stenkisten var, bagefter var der hyggesnak til det var tid til at se dyner, vi skulle jo være friske til næste morgen hvor der var morgenmad kl. 6:15 og samling kl. 7:30. Vi skulle sidde for de første to såter og der skete ikke det helt store og i tredje så var det os der skulle drive og Aske og Bibiana var helt tændte da de fik deres drevhalsbånd på med navn, tlf nr. og en klokke. Vi slap dem et lille stykke inde i stykket for at de skulle tage fod op foran os og der gik da heller ikke lang tid før de havde drev i hver sin retning, som trak lang ud, derefter gik der længe inden vi fik kontakt til dem igen, men andre af driverne fortalte at Aske havde drev med elg og Bibiana med råvildt. Vi skulle over nogle bække og det er jeg ikke stolt af når jeg ikke har hundene med, for de er ret brede og er lidt nervøs for at hundene mister færten af vores fod som de tager op når de har sluppet drevet. Da drevet var slut var ingen af hundene samlet op af andre drivere eller skytter så Søren blev kørt tilbage til udgangspunktet hvor vores bil stod og vi havde stillet den ene af kasserne, men ingen af hundene var der, men pludselig hørte Søren Aske gø inde på lysningen og han løb ind for at få fat i ham, men Aske havde ingen intentioner om at stoppe det drev han havde gang i, men da Sørens stemme blev hård og kontant, valgte han at komme. Så manglede vi bare Bibiana og jeg stod jo stadigværk hvor jeg var kommet ud og kaldte og pludselig kunne jeg høre hendes kalden, hun har en bestemt gøen når hun kalder på os og den lød små 150 meter inde i skoven i retning mod bækken og jeg forstod at hun måtte sidde ved bækken og kalde på os, for hun ville sikkert ikke godvilligt svømme over i det kolde vand, men jeg fortsatte min kalden og hun sin og så hørte jeg hendes kalden kom nærmere og vi kaldte på hinanden i ca. 5 minutter og så var hun ude hos mig, meget våd og meget træt. Efter frokost skulle vi have to drev mere og i næste drev sad vi et godt stykke fra hinanden på en meget lang lysning og pludselig så jeg en elg mellem træerne, men kunne ikke få skudchance til den for den var i løb og jeg var jo heller ikke sikker på om det var en lille tyr, for parolen havde lydt at der skulle helst skydes tyre. Så kom den op på en høj og stod stille, jeg tog riflen op og ja det var en ko eller kvie, men uden kalve, så jeg gjorde mig parat til at sætte min kugle, men som jeg skulle til at trykke af, lød der et skud og elgen virrede med hovedet, vendte sig og løb et par meter for at falde, ØV det var Mikkel der havde skudt før mig, han havde hørt den længe fra sin post og ventede bare på at den skulle komme ud og ja han var mere parat end jeg var og da såten blev afblæst gik vi ned for at se hvad det var der lå der og det var en ko der ikke havde sat kalv. Næste drev skete der ikke noget videre, der blev skudt forbi et stykke råvildt, men ellers ikke mere og så var den jagtdag slut. Næste morgen skulle vi starte med at drive område 10 og hundene var klar igen og meget opsat på at komme igang, men sikke et drev vi skulle igennem, det var bække på bække, hele 5 styk der var mellem 1.5 - 2 meter brede og næsten umulige at komme over, vi var tre der måtte holde lidt sammen for at hjælpe hinanden og mirakuløst kom Mikkel tørskoet over bækken og Søren kastede hundene over og Mikkel bandt Aske til et træ så vi kunne få ham med videre ind i stykket inden vi slap ham, medens Søren prøvede at finde et sted hvor der var lidt smallere,fandt jeg et sted hvor der lå et træ hen over bækken og ja hvad gjorde jeg, gik ud på det og træet gik midt over og jeg lå så nede i bækken i det iskolde vand, Søren fik hjælpe af Mikkel til at komme over og han havde ikke set hvad jeg havde gang i, og han var lyn hurtig ovre og hjælpe mig op og insisterede på at jeg tog tilbage til bilen og kørte på vandrehjemmet og fik tørret tøj på, men det ville jeg ikke, nu skulle vi bare igang, jeg fik tømt mine støvler for vand, men efter få meter var de igen fyldt, det var strømperne der afgav vand når jeg gik, så Søren fik mine støvler af mig igen, fik vredet mine strømper og der var rigtig meget vand i dem og vredet mine trøjer og jakke og vi kunne gå videre, kort efter kom vi igen til en bæk og ja jeg var ligeglad jeg var våd i forvejen, men vi kom da over og også hundene, derefter blev Aske sluppet, han satte hurtigt i drev og Bibiana også, de drev længe og langt ude også lød der skud, efter en tid hvor vi stadig kunne høre hundeglam lød der skud igen, vi var spændt på at se hvad der var leveret, men der var blevet skudt forbi råvildt, men set elge. Nu var det igen vores tur til at sidde for, men jeg foretrak at køre til vandrehjemmet og skifte tøj da hundene var samlet op og det blev de heldigvis hurtigt og jeg kørte så hjem og skiftede. Søren havde heldigvis pakket ekstra støvler til mig, men men men det var nu hans egene han havde set fejl, så der stod jeg med tørt tøj på og et par støvler str. 45, og selv bruger jeg str. 37, men jeg måtte jo tage dem på for jeg havde ikke andet valg, så der blev grinet lidt af mig da jeg kom tilbage iført et par meget for store støvler, men de kunne da bruges til at sidde for i og jakken var også Sørens. I næste Såt blev der skudt Ko og kalv og nu blev der lukket for køerne, vi måtte kun skyde tyre og kalve. Så var det igen os der skulle gå igennem og udstyret med et par plastikposer på fødderne trak jeg i mine våde støvler igen og vi startede med at gå, hundene fik da også hurtigt drev og der lød skud og igen lød der skud, nu var vi spændt på at se hvad der lå når vi var igennem, Bibiana var nu igen hos os , men Aske drev stadig lang ude og pludselig trods stor træthed startede Bibiana drev op igen og det gik lang ud og da vi var næsten igennem, ja så var Bibianas drev stoppet og vi kunne høre hendes kalden nede ved åen som vi var gået over, hun kaldte og har nok håbet på at vi var kommet og båret hende over det kolde vand, men hun måtte i og svømme over og hun kaldte med jævne mellemrum og vi kaldte tilbage og pludselig hørte vi hendes klokke, hun var træt og brugt,men det er også meget hårde terræner og hun bliver trods alt 9 år næste gang. Der var blevet skudt en kalv og forbi råvildt, men kalven blev leveret og vores jagtvenner fortalte hvordan de havde set kalven komme springende og 10 minutter efter kom Aske med næsen nede og i fuld hals direkte på sporet at dyret som da også blev skudt for ham uden at ane eller se de skytter som stod der. En anden kunne fortælle om at han havde drevet med råvildtet som der var skudt forbi og alle var meget imporneret af vores hundes arbejde, de kommer lang omkring og driver godt med hørbar hals. Desværre måtte Søren og jeg bryde op søndag og tage hjem og hundene fik lov til at ligge foran og råhygge sig hele vejen til Danmark. Næste år har vi flere hunde med at skifte med, for foruden Bibiana og Aske har vi set at både Rubio,Tullemor og Malick driver så der kommer gang i skoven til næste elgjagt næste år og jeg tror virkelig at alle der var med mente hvad de sagde at de glædede sig til næste år med endnu flere hunde og mon ikke Søren og jeg kommer på hvert sit hold som sidste år så der kommer flere gravbasser i drevene. Selvom vi måtte bryde op før tid pga. forhindringer, ja så havde vi en hyggelig tur i rigtig godt selskab, vi fik taget en del billeder, men der vil komme flere til, da andre af jagtgæsterne tog billeder som de har lovet at sende til mig. Bukkejagt i Sverige den 21. august 2004 Så er vi hjemme igen efter vores bukkejagt i Sverige som vi har nydt i fulde drag. Vi startede allerede herfra lørdag for at sondere vores terræn og sætte vores medbragte stiger op, en mere fra konsortiet var ankommet lørdag og der var tid til at skyde et par skud med riflerne inden jagten startede mandag. Søndag ankom alle mand og der var fælles spisning og hygge inden folk luskede i seng alle spændt på næste morgens jagt. Brunsten var stadig igang da vi kom til vores jagt i Sverige og det var med spænding vi tog ud den 16 kl 4 mandag morgen, vi var 24 mand og Dorthe og mig kvinder og efter morgenens pürch lå der 4 flotte bukke på paraden og efter aftenens jagt var vi oppe på 10 stk alle flotte bukke. Næste dag blev yderligere 6 bukke lagt til vores flotte parade og 2 ræve,hvoraf Søren skød den ene, vi var lidt uheldige med vores terræn til at starte med, da der er blevet skorvet en masse så vi så faktisk ikke rigtig råvildt. På 3 dagen startede der øvelse med militær og politi, i alt 40 personer, hunde, biler og helikoptere befandt sig i hele skoven og alt blev med et stille og samtidig med at brunsten sluttede, blev der ikke set mere til råvildtet de næste dage.   Der blev nedlagt en rigtig flot medalje buk af et af konsortiemedlemmerne og der blev selvfølgelig festet og bukkene fejret om aftenen. Jeg har været med på Orrefors jagten i 12 år og Søren i 14 år og mange af vores jagtvenner har vi kendt i alle disse år og vi nyder at være sammen med dem hvert år til præmieæren hvor det er det eneste tidspunkt vi alle er samlet på. Vi bor på Hällegårdens vandrehjem og har gjort det i mange år, men afbrudt i et par år til det fik ny ejer og Helena som nu ejer stedet står for vores forplejning medens vi er der og hendes to børn, især Simon var utrolig glad for hundene og brugte meget tid på dem. Desværre fik vi at vide at elgbestanden er nedadgående i Sverige så vi har fået halvveret vores kvote i år og opfordret til helst at skyde tyre og ja det skal nok passe for vi så faktisk ikke meget til elgen på jagten, men glæder os selvfølgelig til jagten på elg med vores gravhunde Aske og Bibiana. Naturen i Orrefors er utrolig smuk og medens jeg sad på post kunne jeg få taget et par dejlige stemningsfyldte billeder. Vi har fået vildsvin på området og der var da også utrolig meget aftryk efter dem, men vi så dem ikke, derimod en af skovens beboeres vietnamesiske hængebugsvin stod for fotografering. På jagt i Sverige Søndag den 19. 10 2003 Peter med tyr En stor dag for os og Aske. Men som kunne have været endt galt. Jagten startede kl. 7:30 og Søren`s hold skulle starte med at drive. Det er et område der hedder 8èren. Da drevet gik i gang gik der bare få minutter og begge hundene havde drev og det gik for fuld musik derudaf. Søren skulle over en stenkiste (en stenkiste er en gammel bæk der er opstammet med sten og nede i den er vandet ca. 1 meter dybt, men det er umuligt at komme op derfra.) Søren bar hundene over og de kørte derudaf med fuld hals, jeg sad på min post og kunne høre Aske i det fjerne det lød jo som sød musik i ørerne og pludselig lød der skud og alt blev stille. Et stykke tid efter blev der meddelt over radioerne at der var skudt en stor tyr ved en post og ja vi måtte jo ned og kigge. På vejen lå en stor ulige 14 ènder skudt af "slagter" Peter og de fortalte at Aske var kommet med fuld hals oppe i skoven og der var kommet 6 elge til ham hvor han havde skudt den største, der var også kommet en 4 takker tyr, men vi måtte kun skyde 1 tyr pr. mand til de tre tyre var skudt. Medens vi stod og beundrede trofæet kom en af skytterne med Aske ham havde han samlet op og Søren havde Bibiana dejlig at hundene var med ude efter såten. Men så kom Jan Ulrik som er gammelt medlem, men var gæst på elgjagten og fortalte at han havde stået på bagpost og medens han stod der og ventede på, at drevet skulle meldes forbi syntes han, at han kunne høre en pibende lyd, længere fremme i skoven, han gik derhen for, at se hvad det var, og heldigvis for det, for nede i stenkisten svømmede Aske rundt og kunne ikke komme op, han havde søgt tilbage til udgangspunktet efter der var skudt og var sprunget over stenkisten, men var faldet i. Aske svømmede hen til Jan Ulrik da han kaldte på ham. Han måtte ned og ligge, for det eneste han kunne få fat i var Aske's ører, det var Aske's redning, at Jan Ulrik kunne hive ham op ved ørerne. Da han havde sundet sig lidt løb han hen mod startpunktet hvor han blev samlet op. Jeg skylder Jan Ulrik al den tak der kan gives for, at han stod der og var opmærksom på Askes piven fra vandet, og at han reagerede så hurtigt ellers havde han været druknet. Aske, Hanne og Peter med stor tyr Et par små jagthistorier Vores hanhund Freckle - Face Herbert, skulle 1 år gammel med på gravjagt for første gang, han skulle jo prøve det og på træningsgrav var han en hård nyser, så nu skulle realiteterne vise sig. Vi 3 mand og 1 pige troppede op til mødestedet og begav os til fods ned til graven. Graven lå på en gård, hvor bondens køer gik og græssede og også en stor tyr der lige var blevet kønsmoden og stolt var jeg ikke ved at skulle passere forbi disse store dyr og Herbert ja han syntes heller ikke om dem. Men forbi kom vi da. Vi listede op til graven og posterne blev stillet på plads. Der blev nikket fra posterne, at de nu var klar, jeg listede op til hullet, satte Herbert ned. Jeg var spændt, han snusede, kikkede lidt undrende op på mig og med et vendte han omkring og løb lige ned til den store tyr der stod ensom på en lille mark. Jeg råbte og kaldte, men lige fedt hjalp det, han var helt døv. Bonden som ejede køerne og som også var med på jagten sagde til mig at hvis ikke min hund vendte om, ja så kunne jeg regne med at tage ham med hjem i en pose, den tyr var ikke at spøge med, jeg var bange og råbte endnu højre, men Herbert var og blev døv. Han var nu kommet så tæt på tyren han dansede rundt om den alt imens han gøede og tyren sparkede i jorden og fnyste. Jeg skulle ikke i nærheden af dem og måtte erkende at dette endte galt. Vi fulgte dette optøjer i en halv time og pludselig gav tyren op og sprang over Tryggevælde Å her var meget strøm i og hvis Herbert hoppede i og svømmede over til tyren. Ja så var han fortabt, for han kunne ikke komme op af vandet.
Han vendte om og alle lettede op, men ak og ve, det var for at sætte kursen op mod de 25 køer og kalve der gik og græssede og her havde bonden fået nok, hans ord var. Sætter han gang i alle køerne, ja så er jeg nødt til at skyde ham, det ville være katastrofalt hvis de bissede og rendte ind i byen. Jeg tror min stemme havde lydt meget skinger da jeg råbte på ham og minsandten han vendte om, kom tilbage og vi kunne ånde lettede op, og sætte ham op i bilen. Vi tog en Eleonore med ned for at se om der overhovedet var ræv i graven og det var der ikke, så det var nok derfor Herbert ville have det lidt sjovt når han nu var kommet med. Herbert har siden smidt adskillige ræve ud og der er ikke problemer med lydigheden mere.

At stole på sin hund Vi var på bukkejagt, på den præmiere uge på vores jagt i Sverige, jagten består af 8000 tdl. og vi er 18 medlemmer i/af konsortiet. Ravnsager ’s Whalte også kaldet Sigurd havde lige fået sit brugschampionat på spor i Sverige (han var ikke gammel nok til at komme på gravprøve endnu) var med og allerede 1 dag var der brug for vores hjælp, det var et skud hvor jægeren kun glimtvis kunne se hvad bukken lavede efter skuddet. Vi kom og jeg satte line på Sigurd efter vi havde ledt efter Sweiss, og det var der, men vi kunne ikke følge det ret langt. Sigurd startede og gik meget rent, pludselig slog han tværs over sporet ca. 50 m og fortsatte, her var blod. Det samme gentog sig igen og igen og efter et zig zag spor kom vi til den forendte buk, en god gaffel buk, der havde fået en lungekugle.

Kort efter ringede telefonen igen og vi drog videre til den næste jæger, han var meget sikker på hvad der var sket og var næsten sikker på hvor bukken var gået ned, men syntes det var god træning for en nybegynder hund. Jeg satte line på Sigurd og han var ikke i tvivl om hvor sporet var, han gik flot, til han nåede en høj, her begyndte jægeren, at sige, at han var sikker på, at bukken lå der bag ved, men Sigurd ville ikke den vej, jeg begyndte at blive lidt usikker og trak nærmest ham derhen men ikke om han ville, han begyndte at gø og opførte sig underligt. Jeg var nu lidt ude af flippen, men bestemte mig derfor at starte forfra og det gjorde vi. Jeg bar ham til startstedet igen og han gik igen fint til vi kom til højen og nu ville jeg ikke høre hvad de andre sagde, men besluttede mig til at følge hunden også selvom det var forkert. Han drejede af ved højen og satte kursen direkte mod højskoven, jeg vendte mig om og så de andre snakkede sagte og rystede lidt på hovedet, efter nogle minutter og 150 m inde i skoven lå en stor seksender forendt i øvrigt en sølvmedalje buk. Glad var jeg og selvfølgelig også jægeren. Hvad jeg lærte af det var at jeg skulle stole fuldt og helt på min hund. De andre havde også fået øjnene op for gravhundens fremragende evner som sporhund.

Eftersøgning Med Aske og Bibiana på drev Aske og Bibiana er 2 meget velkomne gæster på vore jagter i Sverige, ikke bare er de dygtige drevhunde, men de er også lydige tilligemed og man kan altid stole på at de kommer tilbage igen efter endt drev, det er ikke altid Aske kommer så hurtigt tilbage som Bibiana, det kommer an på om han er færdig med at drive, men når vi skal videre til næste drev og han ikke er der, ja så stiller jeg hans kasse og når næste drev er færdigt, kører vi tilbage og han ligger som regel i sin kasse og venter på os. På elgjagten år 2001, havde vi en del elge på kvoten og der var masser af elg. Da vi skulle gå igennem, slap vi hundene, der gik ikke mange minutter før der var drev, det var sød musik, der var spænding i luften, jægerne var parate ved deres poster. Inden længe så vi Aske med tyr, ko og to kalve, de kom hurtigt og der lød skud. Elg familien fortsatte med høj fart over vejen og ind i nabo såten, efter en stund vendte Aske og han fik hurtigt på ny drev med 3 elge, men de kom så hurtigt og i tæt skov at der ikke kunne nås at skyde til dem. Nu var såten slut og vi kørte til den post hvor der var skudt fra, Aske og Bibiana var samlet op og vi tog dem i snor, gik ind i skoven hvor der var skudt til dyre, men der var intet tegn på at der var ramt, trods lang tids søgen, fandt vi hverken Sweiss eller tegn på at der skulle være dyr der var ramt og skytten kunne da heller ikke med sikkerhed sige at dyret havde tegnet. Næste drev skulle vi sidde for, og hundene fik en velfortjent pause, jeg blev sat af i en hug stand på en lysning og havde på samme lysning en nabopost, så her var vi godt dækket ind, hvis der kom elg. Jeg sad og ventede og jeg kunne høre drevet og så de kom ude på lysningen, de gik ind i højskoven, og jeg tænkte at nu måtte det være ved at være endt, det havde været et langt drev. Pludselig så jeg ude på lysningen en elg komme stille og roligt luntende, den stoppede ind imellem og kikkede sig tilbage, jeg var som en flitsbue, helt spændt jeg kikkede over på min nabo post, havde han ikke set den? han gjorde i hvert fald ikke antydning til at skyde, så jeg var sikker på at det var en ko med kalve og man skyder ikke en ko væk fra kalvene. Den kom nærmere og nærmere mig og nu var jeg sikker på at den ikke havde kalv med, så da den var ud for min hug stand satte jeg en kugle af, jeg tror jeg derefter rystede lige så meget som elgens ben da jeg skød, men den gik videre, lidt slingrende ind i skoven. Jeg var ikke i tvivl om at jeg havde ramt den, men hvordan var skuddet sat, lå den der nu osv. Mange tanker flyver gennem hovedet på en og vi måtte ikke forlade posten før drevet var blæst af. Nu lød afblæsningen og Søren kom hurtigt og vi gik ind for at se om vi kunne finde elgen og jeg var spændt, lå den der og det gjorde den med en perfekt hjertekugle. De andre kom og nogle var ikke sen til at smøre blod i hovedet på mig, ja sådan er det når man har skudt sin første elg, jeg fik en grankvist i hatten og alle var glade. Bibiana med mor på jagt Min nabo skytte var dybt forundret, han havde aldrig nået at se elgen, men havde nær faldet ned af sin stol da skuddet lød. Den eneste lille ting, jeg var ked af, det var, at det ikke var for vores hunde jeg havde skudt elgen, men sådan skulle det ikke være, men selvfølgelig fik de da lov til at ruske i mors elg, det er da klart. Udstilling af vores jagt trofæer hjemme i vores jagtstue.

Kontaktoplysninger
Telefon 54842006

 

E-mail
Generelle oplysninger: Hanne Andersen
Webansvarlig: Bevi Data